Hvordan bliver jeg ok med at min kone nægter at kæmpe, og at hun skal dø?

Spørgsmål fra Winston:

“Jeg skriver for min kone. Hun er meget syg og har været det i mange år. Hun lider hvert eneste minut af døgnet, og det synes at blive værre og værre.

Jeg ved, hun har givet op. Hun snakker stort set kun om døden nu til dags, og jeg kan sgu ikke holde det ud mere.

Det er så forfærdeligt, og min kone kan mærke, jeg ikke rigtig kan holde til meget mere snak om døden. Kæmp dog kvinde! tænker jeg, men ak nej hun ønsker kun befrielse og at dø, og det skal jeg jo lære at forholde mig til.

Jeg har lovet min kone at søge hjælp mht. dette. Har du nogle gode råd? Hvor skal jeg starte? Hvordan bliver jeg ok med at min kone nægter at kæmpe, og at hun skal dø?”

Besvarelse fra Erla Heinesen Højsted
Autoriseret psykolog Cand. Psych

Besvarelse:

Kære Winston,

Det er en næsten ubærlig situation at være i. Du er tvunget til at forholde dig til en ægtefælles værste mareridt: At stå over for at skulle miste den man elsker, og ikke kunne gøre noget.

Det er så forståeligt, at du ønsker, at hun skal kæmpe. At du ønsker at kæmpe. Den følelse af at give op er for mange uholdbar. Når vi kæmper, så er håbet intakt. Vi holder liv i kampen fordi vi ikke føler, at vi kan bære det uundgåelige. Men det kan gøre, at man i sådan en svær stund glider fra hinanden fremfor at være en støtte for hinanden.

Det lyder til, at din kone har erkendt en kommende realitet, og hun har nu brug for din styrke og din støtte til at være i det uundgåelige sammen med hende.

Det er noget af det sværeste man kan være i sammen med den man elsker, men samtidig også noget af det allervigtigste, og det er så fint, at du rækker ud og beder om hjælp til at magte det.

Det bedste du kan gøre for dig selv og hende, er at beslutte dig for, at det VIL du og det KAN du. Og jeg vil her give dig et par råd til, hvordan du kan gribe det an.

Dit liv er sikkert fyldt med bekymringer om det kommende. Disse tanker er svære og gør dig ilde til mode. Prøv ikke at lade dem fylde hele din dag, og se om du kan begrænse tiden, hvor de svære tanker er i fokus. Det betyder ikke, at du skal undertrykke dem og kæmpe imod, men blot at du ikke tillader dem at fylde hele tiden. Du kan istedet give dem plads ind i mellem.

Tillad dig selv at være bekymret og ked af det, men i et afgrænset tidsrum.

Når du giver dig selv øjeblikke, hvor du lukker op for de svære følelser, så kan du gøre det på sådan en måde, at du ikke bliver helt overvældet af det. Du kan forestille dig dine følelser som en pool, der ligger lige foran dine fødder. I stedet for at hoppe direkte i vandet, så kan du blive stående ved kanten og betragte dine følelser og tillade at de er der. Men lad dem få fred og tillad dig selv at passivt observere dine tanker og følelser.

Hvis du hopper i bliver du meget berørt, hvis du bliver stående ved kanten, kan du nemmere holde smerten ud. Men at lade som om, at poolen ikke eksisterer, er desværre ikke en mulighed.

Når du ser på din kone og er sammen med hende, så prøv at se på hende for det hun er og det I har sammen. Lad ikke dine tanker vandre til dét, der kommer. Lad dig ikke overmande af bekymringer og væmmelige forestillinger om døden. Bliv i situationen og nuet. Spørg din kone hvad hun har brug for og tal om det svære i små bidder. Når I har fundet fodfæstet og hun ved, at du kan klare det, så bliver det nemmere at være i, og der bliver plads til at tale om andet også.

Jeg håber dette kan give dig en lille støtte på vej vejen til at gøre dette for dig selv og for din kone.

Gode hilsner
Erla