Jubii - Danmark åbner op igen

Jubii - Danmark åbner op igen

Jubii - Danmark åbner op igen
Eller er vi egentlig så glade for det, hvis vi skal være helt ærlige?

 

COVID-19 ramte Danmark, og forandrede sædvanligheden

De sidste par måneder har slet ikke været som marts, april, og maj plejer at være. COVID-19 (Corona) ramte Danmark, og Danmark lukkede ned d. 11. marts. 
Mange af os med kroniske sygdomme blev landskendt som ”de skrøbelige”, og som nogle som hele Danmark skulle til at passe bevidst og synligt på, hvilket tragikomisk har forstærket hvor besværligt især usynlig kronisk sygdom er at spotte for andre end den syge selv. 

”Hold afstand, hold afstand”, ”vi krammes ved når det her er ovre”, ”vi fejrer fødselsdage alle samlet igen, når den her Corona-tid er ovre…”

Sætninger som disse har mange pludselig, men fremmedartet haft på deres læber.
Meget er i tiden anderledes af hvad vi plejer at sige, og ikke mindst gøre - men forandringen er nødvendig. 

Jeg synes Danmarks befolkning alt i alt har været gode – og fortsat er gode - til at udvise solidaritet og samfundssind, og det gælder både unge som gamle. Alle er gået på kompromis med et eller andet, eller decideret har tabt mulighed for et eller andet. Nogle har mistet deres arbejde, andre har faktisk mistet et familiemedlem. Alligevel, jer derude, I har beskyttet os ”de skrøbelige”, de ældre, jer selv, og hinanden i den interaktion og socialisering, som ikke har kunnet været undgået i denne tid. Dette er noget tallene beviser. Jeg vil gerne sige hjertens tak - fra mig og alle os kronikere. Tak for medmenneskeligheden og næstekærligheden. Danmark åbner yderligere op fra i dag af, og det er da dejligt, ik’? 
Der kommer mere samfundsaktivitet, og det er da bare skønt, ik’? 
Skønt for landets økonomi, skønt for samfundsdynamikken, skønt for menneskets velbefindende.

Vi kan komme ud at spise igen, vi kan komme på café, flere af børnene kan komme i skole og så videre og så videre…

Det er okay at være bekymret, faktisk er det helt naturligt at være det
For nogle af os er det ikke så skønt at tænke på, at Danmark åbnes mere op.
Vi er vist alle overbeviste om, at COVID-19 stadig er iblandt os efter i dag, og for os, ”de skrøbelige”, afføder mere og mere åbning af Danmark potentiel mere og mere bekymring for smitterisiko. Vi er altid ikke raske til hver dag, vi overbekymrer os ikke, for nogle af os kan blive meget syge hvis vi bliver smittet med COVID-19, ja nogle af os kan endda dø. 
Vi bekymrer os også over vores bekymringer. Altså, vi ved at vores tanker og bekymringer har ret til at være der, og at de er naturlige for os at have, det er jo vores liv det drejer sig om! Men… Bekymringstanker, tanker fordret på frygt, de dræner os som bare pokker. Vi vil gerne undgå at blive mutte, ensomme, depressive (hvilket vi generelt er i risikogruppen for at blive allerede) og sure (indsæt fx her mødre, fædre, etc.). Vi vil gerne bevare energi til at kære om den gode forbindelse til os selv, og de vi har omkring os – både fysisk, men også på anden vis, dette kan for eksempel være via facetime (for nogle af os er jo decideret isoleret). 

Men det er svært. For vi er fanget mellem den nødvendighed det er forstå vores sygdom, og acceptere dens tilstedeværelse i vores liv - på den ene side, og afmagten i rent faktisk at kunne gøre noget på et større niveau (såsom skrive en sms til Mette Frederiksen om lige at vente med at åbne noget mere op, og hun naturligvis prompte gør hvad vi siger) - på den anden side. I midten af disse to sider - for der er altid en midte, der er vores faktiske liv (altså ikke tanker om vores liv, men dét liv der rent faktisk foregår). 

Tanker Tanker Tanker Patient In Focus artikel 2020 junipng

Vi vil så gerne have et godt liv, og vi gør alt hvad vi kan for det. Men COVID-19s tilstedeværelse, og endnu mere åbning af landet besværliggør det endnu mere for os i tiden. Det bliver svære for os at turde at leve, for vi er bange for at imens Danmark åbner mere og mere op, så lukkes, og kvæles vores verden og (sociale) liv mere og mere ind omkring os, indtil COVID-19 er væk, eller til der er en vaccine som vi kan få, givet vi kan tåle den selvfølgelig. 

Vi må have tillid til den uudtalte fordring

På et tidspunkt i uge 20 så jeg noget i TV, hvor der blev snakket om at den anbefalede længde mellem os er blevet forkortet med 1 meter, undtagen til ”de skrøbelige” og ældre, dér skal der stadig være 2 meter imellem os. I indslaget i TV var Søs Trier (kroniske_farver på instragram) med, men hun var med fra sit hjem af (da hun lever isoleret kørende på snart 70 dage). Søs er en kronisk usynlig syg ung kvinde med to sjældne autoimmune sygdomme (sklerodermi og GPA). Søs stillede dette spørgsmål til sundhedsministeren, Magnus Heunicke. 

”Når jeg så bevæger mig ud en gang imellem, hvilket er ude i en skov for at gå tur med min hund, og der alligevel kommer nogle få mennesker imod mig, hvordan signalerer jeg så, at lige nøjagtig mig, må I ikke gå tættere på end 2 meter?”.

Magnus’ svar var, at han på ingen måde støtter tanken om at tydeliggøre usynlig sygdom ved at tage et mærke på eller lignende, for han frygter da problematikker angående stigmatisering. Hans svar var, at vi må aflæse hinandens kropssprog, og passe på hinanden, og kronikere må i særdeleshed også passe på dem selv. Søs sagde hertil, 

”det er selvfølgelig mit eget ansvar at passe på mig selv, selvfølgelig er det dét, men… (hun tøvede lidt med at sige det næste her, synes jeg det så ud til), der er altså også bare nogle som ikke kan aflæse kropssprog”. 

Og så synes jeg faktisk problematikken blev hængende ret meget i luften derefter. For at tage vare på os selv og hinanden, kronisk sygdom eller ej, er ikke nyt for nogle af os, men denne gang kommer det i nye klæder. Og, os som har brug for at tydeliggøre ”PAS PÅ MIG”, må ikke lave en ”kejserens nye klæder” og gå nøgen ud i det offentlige rum påmalet ”kroniker” ned langs kroppen på begge sider, for at synliggøre os. Nej, det må vi ikke, men vi, og vores pårørende, må og kan faktisk iklæde os en ”afstandsvest” (hvilket jeg faktisk først blev klar over efter jeg var færdig med den her artikel). At der på under en uge er blevet lavet en ”afstandsvest” beviser akkurat vores gode samfundssind og vores empati med hinanden. Dét er bare fantastisk, og vupti så er vi, kronikere, også straks en bekymring mindre, og Magnus’ bekymring om stigmatisering må havde været mindre end bekymringen for at COVID-19 skulle ramme os, ”de skrøbelige”. 
Men ”afstandsvesten” kan ikke klare det alene, vi bør stadig have tillid til den uudtalte fordring der er imellem hinanden, som K.E Løgstrup benævner det i ”Den etiske fordring” side 32 og 57

”Fordringen, der ligger i ethvert møde mellem mennesker, får altså slet ikke mund og mæle, men er og bliver tavs. Den enkelte, til hvem den er rettet, skal selv fra forhold til forhold afgøre, hvad den går ud på. (…) Men det er der og da den er givet med selve den kendsgerning, at den enkelte hører med den til verden, hvori den anden har sit liv og derfor har noget af det andet menneskes liv i sin hånd, er den en fordring om at tage vare på det. Men hvordan det skal ske, siges der intet om. (…) Det hører fordringen til, at den enkelte selv med hvad han nu måtte have i behold af indsigt, fantasi og forståelse skal se at komme på det rene med, hvad den går ud på”.

Og, K. E. Løgstrup skriver videre at

”Fordringen går derfor ud på at tage vare på det af den andens liv, der er udleveret mig, uanset om den anden er en ad mine nærmeste eller en fremmed, og uden hensyn til på hvilken måde han er udleveret mig, i en tillid, der er mig kærkommen, eller i et fjendskab, der rejser min selvhævdelse”.

 Men dét at have tillid hertil er nemmere sagt end gjort, ikke? 
Det dér meget tænkende og bekymrede hoved står ikke stille, vel? 
Bekymringstankerne står stadig i kø, ikke?
Det er helt okay, for mennesket er (desværre) også sådan indrettet at det vil kontrollere mere end hvad godt er. Vi vil kontrollere det ikke-kontrollérbare. 

Som et led i din behandling har du garanteret støt på lignende af hvad jeg skriver nedenfor, og JA, jeg ved udmærket godt at disse håndteringsstrategier hænger én ud af halsen nogle dage, og andre dage passer spot on til vores mindset, så bær venligst over med mig, når du læser følgende. Jeg ved jeg kan lyde hellig, pædagogisk og filosofisk – på samme tid endda. Men jeg tror altså bare at der er noget om det… Empowerment via. etisk selvomsorg

Den uudtalte fordring der er mellem os, berør sig også på at vores livsfordringer kommer i møde med hinanden. Hvordan den ene definerer det gode liv, møder den andens definition derpå. 
Som kroniker lider vi eksistentielle tab og mangler som raske ikke kender til. Det kan være angående vores hverdag i forhold til uddannelse eller arbejde, det kan også være i forhold til hvordan vi kan socialisere og – bare med de nærmeste endda. Og meget mere. Generelt føler vi afsavn på frihed til at være autonome i eget liv, vi føler faktisk ikke selv vi bestemmer. 
Men kronikere er seje, vi er kronisk selvopholdende til altid at være den bedste version af os, som vores forudsætninger giver os (klap lige dig selv på skulderen for dét). Men nu gør COVID-19 at omstændighederne er forandret endnu en gang, på en for alle uvis måde, og i en ubestemt tid. Antallet af ubestemte faktorer er mange, hvorfor vores navigation dertil ikke er klar for os - og så sker det, at bekymringstankerne kommer og sætter lejr i vores hjerne. 

Jeg tror etisk selvomsorg vil hjælpe os. 

Etisk selvomsorg er at man er undersøgende og har en nærværende opmærksomhed på om man, i sin hverdag, lever sit liv overensstemmende med de erfaringer og idealer, som man har om det (sit) gode liv. 

Jeg ved godt at jeg har skrevet meget om at COVID-19, mere end normalt, besværliggør at leve vores liv i overensstemmelse med vores erfaringer og vores idealer. 
- Men hey, etisk selvomsorg er altså også at være etisk korrekt overfor sig selv. 

Vær’ ikke overfor dig, som du ikke ville være overfor en anden. 

Hvis nu en anden kroniker (vi kan kalde ham Preben) sidder overfor dig, og du fornemmer tydeligt at Preben har ro i hans oplevelse med COVID-19 og Danmarks åbningsproces, vil du så kunne få dig selv til at plapre ud med alle dine bekymringer, og dermed gøre Preben bekymret og ængstelig? Nej, vel? 

Du skal beskytte dig selv, ligeså meget som du lige har beskyttet Preben. 

I starten af april 2019 blev der sagt på pressemøderne at vi, borgere, ikke konstant skulle følge med i nyhederne, og dermed opdatere os angående COVID-19. Igen, jeg ved godt det er anderledes med os, ”de skrøbelige”, for som jeg skrev indledningsvist ”det er vores liv det drejer sig om”. Men derfor er der stadig en masse vi ikke kan styre. Afmagten er stor.Den etiske selvomsorg vi kan gøre for os selv, tror jeg, er at simplificerer det store ubekendte komplicerede. Vi skal kunne finde ro i, at vi ikke kan kontrollere det, for os, ukontrollérbare. Vi skal finde ro i, at alt ikke er i vores hænder, men det som ér i vores hænder, dét kan vi rent faktisk gøre noget ved (såsom at tage forbehold, brug ”afstandsvesten”, overholde retningslinjerne, tage en tydelig bue uden om folk, når vi er ude at lufte Vuffi, vaske ting, vaske hænder, spritte af, og så videre). Men også læse en bog, meditere, lave opmærksomhedsøvelser, facetime, være med til fællessang i TV, spille spil, eller hvad du nu er til. 

Det er ikke for at negligere behovet for at føle at det er vigtigt at gennemtænke, overtænke, gruble, bekymre sig, - men vi bliver simpelthen nødt til at vælge noget fra, for ellers ender det med at vi ikke kan se noget, og at vi bliver aldeles handlingslammet. Vi skal lukke ned og af for indtryk, vi skal udvælge hvad der skal prioriteres, og hvilken tanke der giver mest mening for os at undersøger mere om (her vil jeg atter anbefale at det ikke er en tanke, hvis eneste løsning er en direkte SMS til vores statsminister, men at vi holder os til et emne som er nemmere for os at gå til hånde med. Det kan for eksempel være, hvis du har bekymringer angående at dine børn er startet i skole igen. Vil det da afhjælpe dig at få etableret en dialog med skolen?). 
Det handler dybest set om selvdisciplin (som jovist er livslang foranderlig), at vi tør give (lidt) slip på vores behov for kontrol, og vores behov for at have magt over hvad vi er afmægtige overfor. Vi skal turde at være åbne overfor forståelsen af at ro først kan indfinde sig, når vi vælger ikke at ville det hele, forstå og magte det hele på samme tid. Især når endnu en fjende har meldt sig på banen, nemlig COVID-19, for i den her Corona-tid er plejer død, og nye erfaringer og idealer for vores hverdag må etableres, så vi kan kære om os selv i denne tid. 

Psst - husk lige – vi er jo pisse seje, så dette klarer vi sammen. Sammen - men på afstand. Men stadig sammen. 
Jeg anbefaler at vi benytter os af hinanden. 


Har du for eksempel hørt/set at Patient in Focus har samtaler vis zoom hver uge? 

Maibritt Kuhr artikel

Skrevet af: Maibritt Kuhr
12. juni 2020
Stud.pæd.fil.
Kroniker med Bodily distress syndrome

 


Udskriv   Email