Spørgsmål fra Anonym:

Hej Brevkasse,

Jeg er en kvinde i min bedste alder (54 år) og jeg har fået problemer med underlivet. Jeg har svært ved at holde på vandet, når jeg skal træne eks. mavemuskler, samtidig med at det giver smerter i underlivet, der er ret generende i forbindelse med mit sexliv.  Jeg genoptræning af bækkenbunden for at forsat kunne være aktiv på område og jeg har altid lavet bækkenbundsøvelser efter mine to fødsler.

Jeg er smertepatient på 5 år, får ingen medicin, og jeg har ikke vederlagsfri fysioterapi. Derfor kan jeg heller ikke ”bare” spørge en fysioterapeut om emnet.

Jeg har heller ikke lige lysten til at gå til lægen med det, men måske kan jeres fysioterapeut en god idé til hvad jeg kan gøre og om jeg skal søge hjælp til måske ændring af min træning?

Håber at I kan hjælpe mig.

Kh Anonymt

Besvarelse fra

Birgitte Nielsen
Autoriseret fysioterapeut og Cred. MDT

Kære anonyme

Tak for dit brev.
Først og fremmest forstår jeg godt, hvorfor det kan være svært at gå til læge med et intimt problem. Når det er sagt, er det efter min mening, altid vigtigt at kende årsagen til ubehag og smerter. Som 54 årig kvinde kan dit ubehag og smerter i underlivet været opstået i forbindelse med menopause. Tørhed i slimhinderne kan behandles med forskellige former for medicin. F.eks. Vagifem stikpiller til skeden.

En anden hyppig årsag til smerter i underlivet er spændinger i bækkenbundsmuskulaturen. Her kan du forsøge dig med udspænding og afspændingsøvelser for bækkenbunden. Smerter i underlivet kan have mange årsager og virker ovenstående ikke anbefaler jeg meget, at du tager kontakt til en gynækolog. Det kan f.eks. være på en kvindeklinik og behøver ikke at være din egen læge.


Dit inkontinens problem behøver ikke, at have noget med smerterne og tørheden at gøre, men jeg oplever, at patienter nogle gange får nemmere ved at mærke knib, når hormonbalancen i underlivet bedres og slimhinderne ikke er tørre. Hvis du ikke kan holde tæt, når du træner maveøvelser, skal du træne din bækkenbund først og fremmest og så mavemuskler på en anden måde, således at bækkenbunden ikke presses for hårdt. Det er en helt klassisk misforståelse at lave lige maverulninger og for den sags skyld også at løbe på trods af inkontinens. Bækkenbunden skal trænes først og sammen med resten af kroppen også maven på et niveau, hvor den kan være med. Hvis du fortsat bare træner videre på trods af inkontinens, risikerer du, at det forværres. For at målrette din træning til dit problem, bør du efter min mening opsøge en fysioterapeut. Du kan finde en fysioterapeut med videreuddannelse på www.dugof.dk/behandlerliste.


Du kan få råd og vejledning hos en fysioterapeut, som er uddannet til undersøgelse og behandling af bækkenbunden. Dette kræver ikke at du skal have en henvisning ved egen læge. Den vederlagsfri ordning, vil typisk ikke dække ovenstående problematik. En almindelig henvisning med selvbetaling vil kunne give dig et økonomisk tilskud fra sygesikringen til konsultationen.

Hvis du er medlem af sygesikringen Danmark, giver de tilskud uanset om du er henvist via din læge eller har tid hos fysioterapeuten, uden at være set af en læge først.

De bedste hilsner
Fysioterapeut Birgitte K. Nielsen