Spørgsmål fra Marianne:

“Jeg er gået ned med stress!
Livet koger over, da min far pludselig døde, og mit arbejde, som jeg hader, men har brug for, sammentidlig blev skåret ned med 50%. Jeg kan ikke få hverdagen til at hænge sammen, er forvirret og målløs og i mit hoved føles tungt.

Kan du hjælpe mig med at komme ind i mig selv igen og reducere stressen, så jeg kan få magten over mine tanker og handlinger tilbage?”

Besvarelse fra Janne Frøstrup Knudsen 
Certificeret Stressmaster

Besvarelse:

Hej Marianne

Kondolere med din far. Ja, det lyder som du har brug for hjælp til at komme videre. Først vil jeg sige til dig, at du skal starte med at snakke med din egen læge. Han vil vurdere om du har brug for en fuldtidssygemelding.

At miste en nært pårørende er en væsentlig stressfaktor. At have et arbejde, som du skriver at du hader, er også en stressfaktor. Vi kan alle sagtens holde til at blive påvirket af stress en periode, men når der er stressfaktorer til stede både i dit privatliv og i dit arbejdsliv, så tømmes din ”energibeholder” meget hurtigt.

Det er vigtigt for dig at få fyldt den ”energibeholder” op igen, og det tager tid. Der er ting du kan gøre for dig selv, og alt det lagt sammen, gør at du kommer i bedring stille og roligt.

Det som virker rigtig godt mod stress, det er at komme ud og gå nogle ture, få noget frisk luft og dagslys. Bevægelse og motion udløser endorfiner, som vi også kalder ”lykkehormoner” og det giver mere glæde og velvære.  Du kan også bruge en anden motionsform, det skal bare ikke være hård motion med høj puls, når dit energiniveau er meget lavt. Motion, frisk luft og natur, beroliger et stresset sind, så jeg vil anbefale dig at gå en tur hver dag f.eks. i skoven.

Sørg også for at få sovet nok og godt. Sover du ikke godt, er det svært at få ladet nok op. Når vi snakker stress, kan det også være rigtigt svært at sove. Her hjælper motion og frisk luft også til at blive træt på den gode måde.

Du skriver dit hoved føles tungt, så hvis du har meget ”tankemylder”, er det en rigtig god ide at få hjælp til det, det har stor indvirkning på din stress.

Hvis du får hjælp af en psykolog eller stresscoach, så kan du få en meget bedre vejledning til hvad netop du har behov for til at komme videre. Har du en sundhedsforsikring f.eks. gennem din pensionsordning på dit arbejde, så kan du sikkert få gratis psykologhjælp og hjælp til at komme ud af din stress den vej.

Dette er kun nogle få ting der kan hjælpe dig, mit råd kunne også godt have handlet mere om Mindfulness, meditation, Bodyscan, vejrtrækningsøvelser, kost og kaffe mm, men der er desværre ikke plads til det hele her.

Jeg håber du får den hjælp du har behov for, god bedring.

Mange kærlige hilsner
Janne