Spørgsmål fra Anita:

“Hej Stine
Jeg er lige blevet diagnosticeret med en bindvævssygdom, og jeg er træt, ked af det, i dårligt humør og har ingen sexlyst overhovedet. Min sind er virkelig ikke særlig motiveret til at dyrke sex og min krop viser på ingen måde lysten til sex.

Jeg er ked af det på min mands vegne, for vores ægteskab er kun et par år gammelt, og jeg vil da gerne kunne vise ham at jeg elsker ham stadig og har lysten til ham stadig – men det ligger så fjernt fra mig og når han viser han har lyst, væmmes jeg næsten af hele situationen.

Hvad gør jeg?
Jeg vil jo ikke miste ham, og tænker også, det kun er en overgangsperiode til kroppen har fundet sig til rette med sygdommen.”  

Besvarelse fra Sexolog
Stine Bonde

Besvarelse:

Kære Anita.

Du skriver til mig at du lige har fået konstateret en bindevævssygdom. Kvinders lyst er et meget følsomt område, og rigtig mange ting kan spille ind på manglende lyst.

Det at få en sygdom kan i sig selv dræne en for meget energi, og kroppen kan befinde sig i en form for stress. Måske skal du til at se sig selv i en ny krop, og i den forbindelse kan der også være noget accept og proces. Du skriver selv at det kan være en overgangsperiode, til kroppen har fundet sig selv. Her tænker jeg du har godt fat i noget, hold fast i det. Der kan være smerter forbundet med sygdom, men også psykisk smerte. Så der kan altså være mange ting her der kan få indflydelse på din lyst.

Mit råd til dig lige nu kunne være at give dig selv lov til at give slip på dine forventninger/pres der kan ligger i forbindelse med sex. Er der mon noget du godt kan lide at gøre for dig selv?

Mindfulness og yoga kan være et rigtig godt bud på hvad der kan skabe balance i krop og sind. ( der findes mange online tilbud ). I et parforhold er det vigtigt at få talt sammen om den her manglende lyst, forventningsafstemning, og behov. Og at det her er en periode i jeres parforhold.

Vigtigt, ikke at komme til at overskide nogen grænser, og holde fast i hvad din krop fortæller dig lige nu. Når du/ I føler jer klar så findes der øvelser til at få genskabt og styrket lysten igen. Måske kan det for jer give mening med en fælles snak med en parterapeut.

Lyst kan bedst lide når der er overskud, ro og balance i krop og sind.

Ulyst kommer og går gennem livet, og er helt naturligt

Kærlig hilsen
Stine