Puslespillet
Jeg har altid set min gigt som et meget stort puslespil. Et gådefuldt puslespil, hvor det hele tiden handler om at finde de rigtige brikker på det rigtige tidspunkt, også selvom det kan tage lang tid at finde den helt rigtige brik. For det værste jeg kan gøre, er at presse en brik ned det forkerte sted, hvor den ikke hører hjemme. De forkerte brikker kan få en konsekvens for fremtiden – for min fremtid, mit liv og for min gigt.
For snart 18 år siden stod jeg pludselig med et helt nyt, men usamlet spil, kaldet leddegigt. Først fandt jeg hjørnerne. De nemmeste brikker jeg kunne finde. Jeg søgte hjælp ved praktiserende læge, som ret hurtigt sendte mig videre til en af de vigtigste brikker – nemlig reumatologerne. En reumatolog sagde engang til mig, at han følte sig lidt som en detektiv hver gang han skulle udrede en patient med en eller anden form for gigt. At gigt er lidt som et puslespil at forstå. En gåde for både den gigtramte patient, men også for reumatologen og når det lykkes ham at finde svaret på gåden – den rigtige gigtdiagnose, er det som at lægge den sidste magiske brik. Følelsen er ubeskrivelig.
Jeg har mødt utrolig dygtige og engagerede reumatologer, som har givet mig håb i nuet og i fremtiden. I de perioder hvor gigten har fyldt utrolig meget, hvor jeg næsten ikke har haft overskud til at fortsætte med at samle puslespillet og været tæt på at give op, har de hjulpet med at finde frem til hvilke forkerte brikker der skulle fjernes, fundet nye brikker og støttende hvisket, ”prøv en gang til – prøv den her i stedet for.” Selvom jeg ikke nødvendigvis mente, at det var lykken med ny medicin eller endnu en blokade, så havde jeg i fortiden en erfaring i, at de som oftest havde været med til at hjælpe med at samle et lignende puslespil før og deres erfaring kunne hjælpe mig her i nuet. Så jeg takkede ja til deres hjælp.
Jeg var for nogle år siden nået dertil, at de mange timer siddende stille foran puslespillet, havde givet mig lidt for mange kilo og tanker at slæbe rundt på. Det påvirkede brikkerne. De passede ikke rigtigt, var blevet lidt slidte i kanterne og omend livet med gigten sådan set var okay, så havde jeg en følelse af, at der manglede en brik eller to. Jeg gav mig til at lede efter dem. Jeg fik min praktiserende læge til at hjælpe mig. Hun hjalp med at søge et ophold på Sano/gigtsanatorium.
Der fik jeg utrolig stor hjælp til at lede og mærke ordentligt efter. Jeg fik vendt en del brikker. Fik dem rettet i kanterne. Bemærkede begge sider. Jeg følte mig set, hørt, lyttet til, støttet og forstået i processen og det var som om det både var de psykiske og fysiske brikker, der faldt bedre på plads for mig efter alle de år.
Den æske puslespillet kom i, blev vendt på hovedet under opholdet og det påvirkede mig så meget, at jeg så på spillet på en hel anden måde, da jeg kom hjem. Jeg så det hele billede på forsiden af æsken og med fornyet syn på de brikker, der endnu ikke havde fundet deres plads, samt havde nemmere ved at acceptere de brikker, der lå på den perfekte plads.
De næste 6 måneder kæmpede jeg med puslespillet og flere brikker faldt stille og roligt på plads for mig. 20 kg lettere med mere ro i tankerne, gik jeg igen ind af døren til Sano. Jeg var og er stadig dybt taknemmelig for støtten og hjælpen jeg fik til selv at finde frem til brikkerne og få dem sat korrekt. Den hjælp jeg fik med at finde motionsbrikken, brikken med den sunde kost og den med at have tankerne med i nuet, hjalp mig med fortiden og påvirkede mig til at se lysere på fremtiden.
Så da jeg sidste år tabte puslespillet, græd jeg. Jeg var skuffet og irriteret over, at jeg igen følte jeg startede delvist forfra, skulle til at samle det en gang til, men så alligevel ikke. Nogle af brikkerne sad stadig sammen og denne gang havde jeg ikke følelsen af at give op på forhånd, trods de hævede led og smerterne gav mig nye udfordringer med at samle brikkerne. Mest af alt motionsbrikken, var rigtig svær igen at få til at passe ind i puslespillet, selvom jeg kendte den rigtige placering. Jeg mistede ikke håbet på samme måde. Jeg fandt styrken til at samle spillet op, tørre øjnene og bad om hjælp til at samle brikkerne igen. Finde dem alle sammen og se helheden på ny.
Så da jeg stod der, med det delvist ødelagte puslespil ved reumatologen, fandt han et par hjørner og vi samlede i fællesskab den ene kant igen. Jeg takkede ja til en anden type biologisk medicin. Egentlig noget jeg i mange år mente, tilhørte et andet spil og ikke mit. Men nu kunne jeg godt se, det var en vigtig brik i puslespillet. En nødvendig brik i mit liv med min leddegigt.
Det ubeskrivelige, tidskrævende, uforudsigelige, gådefulde, halvt samlede store puslespil kaldet leddegigten. Jeg når nok aldrig at samle det helt færdigt, eller placere den sidste magiske brik lige der midt i. Jeg kommer helt sikkert aldrig til at forstå reglerne fuldt ud for spillet. Det spil, der har haft store konsekvenser for mit liv indtil nu og sikkert også får det ud i fremtiden. Måske er det heller ikke meningen, jeg skal forstå det fuldt ud. Men puslespillet med de mange brikker, det er blevet en fast del af mit liv og jeg ved med sikkerhed, jeg har støtten, har fundet styrken og har håbet til at forme fremtiden.
® Tekst: Charlotte Secher Jensen
Sanser er porten til verden, hørte jeg blandt andet en gartner i et haveprogram på TV sige, da han skulle beskrive, hvor vigtigt haven var for ham. Det fik mig til at se resten af programmet. Jeg blev nysgerrig.
Det var en af de dage, hvor mine kroniske smerter havde givet mig en tristhed, der sad beskyttende som en tung dyne af manglende mod, til at få mig rejst fra sofaen. Smerterne, trætheden og angsten, der fulgte med al den snak om covid-19 på TV, fik mig til at synke endnu dybere ned i sofaen, og jeg kunne snart ikke finde på mere at rydde op i og sortere indenfor, så da solen kom frem, blev haven det næste jeg kastede mig over. Og der er et eller andet ved at være tæt på naturen. Tæt på haven. Mærke vinden kærtegne kinderne, tage en dyb indånding, se de smukke forårsblomster kæmpe sig op af jorden og række sig mod solen. Stå der med jord på fingrene, dufte til og smage på krydderurterne og lytte til fuglene, der synger. Det skaber en jordforbindelse.
Mine tanker kredser ofte meget omkring smerter og træthed, men der sker noget, når mine sanser påvirkes. Det er en balance. For meget påvirkning kan virke voldsomt. Men når jeg går der helt alene i haven i mit eget tempo, så er det som om, jeg bliver mere bevidst om, at tingene hænger sammen. Det lindrer mine smerter og ændrer mine tanker. Jeg glemmer det hele for en stund og samler stumperne, efter humøret var faldet i et dybt hul.
Haven bliver en slags terapi.
Det, der er plantet og sået, vokser frem og bevidstheden om, at alt forandrer sig, giver håb. Tingene kan vende med lidt tålmodighed. Så jeg har i tankerne udskrevet en slags recept til mig selv. Havde i forvejen udleveret en recept til mig selv på sund kost og motion, men det var ikke helt nok. Recepten på havearbejdet blev en slags medicin, for at få mig til at slappe af og tænke på noget andet. Det er godt for min krop, men også for sindet. Det giver mig en form for næring til sjælen, at få alle sanserne i brug ude i haven.
På en af de dårlige dage, så sidder jeg måske bare på bænken og udtænker store planer og på en god dag, har jeg planteskeen i hånden og står ved højbedet og udfører en af de mange gode ideer, jeg fik dagen før. Men ud, det skal jeg. Ud og se tingene gro.
Der blev sagt i haveprogrammet, at 2 timers gåtur i naturen eller havearbejde om ugen, skulle gøre en kæmpe forskel og give næring til sjælen. Bare et kvarter hver dag, ville kunne ændre humøret til det bedre, så det skulle da prøves. Jeg må sige, det gør en forskel for mig at komme udenfor. Så kom ud og åbne porten til verden og få brugt alle sanserne. For hvem har ikke brug for næring til sjæl og krop?
® Tekst: Charlotte Secher Jensen
Når jeg kiggede ud af vinduet, så så alt ud som det plejede. Fuglene sang, alt sprang ud i håbets farve, og forårssolen var så småt begyndt at vise sit lyse ansigt. Men intet var, som det plejede.
Der var så stille udenfor, at jeg kunne høre mit eget hjerte slå. Og det slog hurtigere, end det plejede, for bekymringerne stod i kø. Tankemylder og overbekymring gav utryghed og rod på øverste etage. Normalt har jeg det sædvanlige rod i hjørnerne, men når jeg ikke kan se enden på, hvad der sker i verden – i min verden, så bliver jeg bange. Det var svært ikke at spekulere over, hvad dette kom til at betyde for mig og for mine nærmeste i fremtiden og for resten af verden. Det var nemt for mange at sige: ”Du skal ikke overbekymre dig, for så bliver du opslugt af kaos og panik. Se logisk og rationelt på det hele.” Det prøvede jeg også. Jeg prøvede virkelig. Men ingen kendte jo nødvendigvis heller ikke konsekvenserne, ved at være kronisk syg, midt i en pandemi.
Hvis vi stikker fingeren i jorden og mærker efter, sådan mærker rigtig efter, er der så egentlig nogen, der helt præcis ved det? Hvad konsekvenserne vil være, hvis jeg bliver smittet? Hvis du bliver smittet? Vaccine eller ej. Senfølger og eller isolation igennem længere tid? Vi har ikke stået i denne situation før. Verden har fået et wake-up call, og det har jeg også. Mine forfædre gik sammen i krig, jeg bliver i sofaen i isolation – alene – i kunstig sikkerhed.
Med tiden blev tydeligt, hvad jeg var bange for. Jeg var simpelthen ikke kun bange for at blive syg. Jeg var også bange for at dø og miste min familie. Jeg prøvede at læse mig frem til, om jeg var i risikogruppen, om jeg skulle passe mere på, end dem der er raske. Da de første blev syge i Danmark, fik jeg en livskrise. Den lå allerede og ulmede i nogle måneder før – den psykiske overbelastning. Den vågnede fra den ene dag til den anden, efter et år med mange udfordringer med min gigt. Jeg fik ekstra medicin, som gjorde, at jeg fik det markant bedre fysisk. Jeg var lige kommet dertil, hvor jeg levede og ikke bare overlevede. Jeg var så småt begyndt at opsøge mine sociale relationer igen.
Men krise er lig med udvikling, og jeg lærte ret hurtigt noget om mig selv. Om min psyke. Jeg var stærkere, end jeg troede. Jeg fik samlet mig selv op og fik en slags indre ro. Sådan havde jeg det for lidt over et år siden. Der fik jeg vendt tankerne indad og fik efterhånden sagt det, der skulle siges. Til min læge, til mig selv og til dem, jeg holder af. Jeg ledte ikke længere febrilsk efter informationer på sociale medier, på nettet, eller kontaktede reumatologisk afdeling eller så nyhederne hele tiden. Det eneste jeg fik ud af det, var ekstra bekymringer, tanker og forvirring. Og bekymringer er som en gyngestol. De holder mig beskæftiget, men jeg kommer ingen vegne. Jeg kæmpede stædigt og målrettet, for at slippe de tungeste af tankerne.
Jeg åbnede vinduet en solskinsdag, indså pludselig, at livet gik videre og trak vejret dybt. Indrømmede overfor mig selv, at jeg ikke anede, hvad alt det her handlede om. At det var helt ok, at være bange. Ok at skifte mellem panik og fornuft. Panik over, om jeg skulle stoppe med min immundæmpende medicin mod min leddegigt, eller fortsætte? Skulle jeg følge anbefalingerne eller følge min mavefornemmelse? Mærkede, at alt dette fyldte for meget. Jeg søgte konkrete svar og fik styr på tankerne. Men alligevel kørte der hele tiden en remse i mine tanker. Har jeg ondt i halsen? Hvad nu? Huskede jeg at holde afstand? Rørte jeg ved mit mundbind, inden jeg sprittede mine hænder? Den er der stadigvæk – remsen, men på et helt andet fornuftigt niveau. Heldigvis er vi alle blevet klogere det sidste år. Jeg er snart færdigvaccineret. Selvom jeg ved, at jeg er knap så godt dækket, som en, der ikke får immundæmpende medicin, så føler jeg, at noget af mit ”gamle liv” er på vej tilbage. Det giver håb.
Jeg savner knus og nærhed, mine veninder og sociale sammenkomster præcis lige så meget, som for et år siden. Men min fornuft siger mig, at min familie og jeg gør alt, hvad vi kan, for at vi ikke bliver smittet. Og det hele nok skal blive godt igen. De står alle klar, når jeg næsten får overbalance og hjælper mig tilbage til den reelle virkelighed. Jeg forsøger at være rationel og logisk. Jeg planlægger indkøb på nettet, bliver stadig meget hjemme – helt frivilligt. Holder kontakten med venner og familie på nettet. Forsøger at skabe en hverdag med masser af gøremål, så jeg ikke lander i gyngestolen – frem og tilbage – på samme sted, uden det hjælper.
Jeg går ud i haven, nyder forårssolens blide varme kærtegn på mine kinder, får hjertebanken af glæde, og tankemylderet føles under kontrol. Hører børn lege ubekymret i haven længere nede af gaden. Alt virker på en måde næsten normalt i min lille boble. Livet går videre, det bliver forår. Alt springer ud, præcis som det plejer, og jeg tager en dag af gangen. Men mit liv er forandret, for altid.
® Tekst: Charlotte Secher Jensen
Du kender det sikkert godt. Du er til en fest eller et arrangement, hvor du falder i snak med en fremmed. En, der overhovedet ikke kender dig, din situation, din sygdomshistorie eller hvad du arbejder med. Hvad er forskellen? Jo, forskellen er, at hvis jeg fortæller vedkommende, at jeg arbejder med regnskab, så bliver jeg spurgt om, hvor jeg arbejder. Siger jeg, at jeg er i fleksjob og arbejder med regnskab, så bliver jeg som regel spurgt om, hvorfor jeg er i fleksjob, men ikke hvor.
Det er egentlig et godt billede på mit liv som kronisk smertepatient. For nogle dage har jeg det ret godt og har overskud. Jeg har lyst til at tage samtalen om, at jeg har leddegigt, som gør, at jeg arbejder færre timer end før. Jeg har energien til at besvare de mange spørgsmål og forklare, hvis personen ellers er interesseret i at høre om det.
Andre dage hænger jeg i med det yderste af neglene. Den fest, jeg har valgt at deltage i, suger det sidste energi ud af mig, hvis der overhovedet var noget tilbage efter et bad, køreturen og andre forberedelser. Og jeg ved bare, at det her kommer til at koste et par dage på langs bagefter.
Men det er et bevidst valg, jeg har taget. Jeg valgte festen til og ved på forhånd, det koster både før og efter. Det, at jeg takker ja til noget en måned ud i fremtiden, betyder planlægning. Jeg skal passe ekstra på mig selv dagene op til, og så er der dagene efter, hvor jeg skal komme mig.
Jeg har ingen mulighed for at vide på forhånd, om det er en god dag, jeg skal til fest, eller en af de dage, hvor gigten drøner rundt i kroppen og gør det svært at virke overskudsagtig og glad. Jeg er normalt et ret positivt menneske og kan se det positive i det meste. Derfor vælger jeg ofte til og ikke fra, fordi jeg har lyst til at deltage i forskellige arrangementer. Det gør mig glad, og jeg skaber gode minder og kan tænke tilbage på de oplevelser med glæde. Dagene efter tager jeg livsglædesmerterne med oprejst pande. For de er for det meste det værd.
Selvfølgelig er der dage, hvor jeg må vælge ting fra. Dage, hvor løsningen er sofaen, og hvor det er kroppen, der bestemmer. Hvor jeg er træt og har ondt. Hvor jeg er nødt til at lade op. Der er dage, hvor det føles som om, at jeg kan det hele, og på andre dage føler jeg mig meget begrænset. Men det er en balance. For ligegyldig hvad jeg gør, så koster det på en eller anden måde. Fysisk og eller psykisk. Så hvorfor ikke få det bedste ud af det jeg gør?
De første år som gigtpatient havde jeg utrolig svært ved at finde den balance. Jeg drønede rundt med 120 km i timen i alle vågne timer og sov meget lidt. Alt for lidt. Jeg var så bange for ikke at nå at opleve nok i livet og nervøs for, at gigten gjorde, at jeg blev så begrænset fysisk en dag, at jeg ikke kunne gøre det, jeg var vant til at gøre i min travle hverdag.
Den dag i dag kan jeg godt se, at det var en overreaktion, der slet ikke blev min virkelighed, men dengang var jeg virkelig bekymret. Jeg kendte ikke fremtiden og anede ikke, hvordan den kom til at se ud. Det var min måde at reagere på, efter jeg fik diagnosen.
Det tempo kan man ikke holde til i længden. Hverken som rask eller syg. Så jeg gik ned med stress. Både fysisk og psykisk. Men med hjælp fik jeg mig samlet op igen. Jeg fandt ud af, at det ikke var løsningen, når jeg havde fået en kronisk sygdom. At jeg blev nødt til at lytte mere til min krop. Mærke efter. Det tog lang tid at lære. Jeg falder stadig i her efter 18 år som kronisk smertepatient. Men jeg er nu meget mere opmærksom på, når jeg lander i de perioder, hvor der sker meget omkring mig, at jeg skal passe ekstra på mig selv. Det er netop i de perioder, jeg er blevet rigtig skarp til at vælge til og fra.
Jeg er med alderen blevet bedre til at spørge mig selv, om det her gør mig glad? Er det livsglædesmerterne værd? Eller er det noget, jeg er nødt til og ved, det giver mig nogle trælse dage efterfølgende? Kan jeg sige nej tak og vælge det fra? Har jeg lyst til at vælge det fra og hvorfor?
Jeg har lært på den hårde måde, at 120 km i timen ikke er løsningen for hverken mig eller for andre. Jeg er blevet utrolig opmærksom på at gøre noget, som er vigtig for mig, som gør mig lykkelig, og som får mig til at glemme tid, sted, smerter og bekymringer. Det opvejer på en måde de mange opgaver, jeg måske har knap så meget lyst til. Som jeg er nødt til. Men det er stadig et bevidst tilvalg i min hverdag.
Hverdagene, er dem jeg bedst kan lide. De er delt op i gøremål og pauser. Det er der, jeg gør det, jeg er nødt til og det, som jeg har lyst til. Ligesom alle andre. Det har gigten ikke ændret på. I min hverdag er der bare en del flere pauser nu end før. Pauser, hvor der skrues ned for tempo. Jeg har også lært at sænke farten, når jeg ikke har pause. Jeg mærker efter og mærker livet.
® Tekst: Charlotte Secher Jensen
Accept og positivitet er nøgler til det gode liv trods sygdom. Her får du 5 gode råd fra patient til patient.
Life Coach Toril Jørgensen giver nogle gode råd omkring en positiv attitude trods kronisk sygdom eller handicap.
Når ens helbred forværres pga. kronisk sygdom eller handicap, kan man risikere at levevilkårerne også svækkes. Mister man jobbet, venner og kæresten, kan depression træde til, og man kan blive efterladt med følelsen af at hver dag er søndag – og at der ikke er noget at se frem til elller stå op for. Her forklarer psykolog Rikke, hvordan man undgår, at hver dag bliver søndag.
Har du et barn? Har dit barn et handicap eller kronisk sygdom – eller har du som forældre, familiemedlem eller anden tæt knyttede person? Så se denne video.
Zanna taler om den positive attitude, hvordan man vender kroniske lidelser om til at være noget positivt, og hvordan man bruger taknemlighed som et pust af positiv energi. Denne video kan du ikke gå glip af.
Prioriteringer handler ikke bare om at lære at prioritere. Det handler lige så meget om, at prioritere det, der giver dig glæde. Hør Zanna forklare på en fantastisk måde.
Det er en gave at finde ud af, at modstand faktisk er en styrke. Lyt til disse kloge ord og tænk over det, fordi vi møder allesammen modstand på et tidspunkt.
Husk at mærk efter og stop, når der skal stoppes.
Når man lever med kronisk sygdom eller handicap – eller er pårørende til en – så kan man hjælpe andre, deltage i et anderledes fællesskab og endda deltage i patientinddragelse, som kan gøre en forskel for dig selv og andre patienter.
Sæt livet i perspektiv. Kloge ord vi alle kan bruge.
Du er her, og det er vi andre glade for.
Du er dejlig lige præcis, som du er!!
Husk lige hvad definer dig?
Du er ok!
Husk lige at du kun har et liv. Lev det!!
Vær ikke så hård ved dig selv.
Lav en god dag – lige meget hvad
Hvis dit barn har svært ved matematik, er der stor sandsynlighed for, at det endnu ikke har lært det man må kunne og forstå for at lære matematik. Derfor er første skridt, at rydde op og få fundamentet på plads.
Hvis dit barn op til flere gange har oplevet manglende mestring i skolen eller derhjemme når lektierne skal laves, er der en god chance for, at det har dårlige oplevelser med sig i bagagen. Så er det ikke noget at sige til, hvis både motivationen og selvtilliden har lidt et knæk.
Dit barn bliver mødt ud fra en anerkendende tilgang hvor dit barn får en oplevelse af mestring, samtidig med at det rykker sig fagligt.
Københavns Universitet fortæller om hvad et apotek er, hvordan det fungerer, og hvorfor der kan være forskel fra apotek til apotek. God og lærerig video.
Her forklarer Københavns Universitet om, hvad kan du forvente på apoteket?
Forhåbentligt har vi gode oplevelser på apoteket, hvor vi får den rigtige medicin og god rådgivning. Hvis du har haft en dårlig oplevelse på apoteket, skal du vide hvad dine muligheder er. Hør denne video fra Københavns Universitet.
Københavns Universitet giver god og brugbar viden inkl. om hvad apoteket gør for at skabe trygge rammer, om man kan få hjælp EFTER man er kommet hjem med sin medicin m.m.
Energidesigner Marianne Schutze har lavet madopskrifter, der kan give dig ny energi. Her finder du hendes e-bog til din benyttelse.
Nemme og lækre proteinbar
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke om 4-4-4 øvelsen, som kan bruges, hvis du har søvnproblemer eller lige skal have ro i kroppen og hovedet igen. En let øvelse som kan gøre på stedet, hvor end du er.
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke, hvad stress egentligt er.
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke om, hvordan du kan forebygge stress.
Stress Coach Janne Frøstrup Knudsen ved alt om stress. Hun har høj forståelse for, hvordan man kan komme af med noget af den stress, der kan sidde i kroppen og forværre helbredet. Janne foreslår denne åndedrætsøvelse på daglig basis og mere, hvis du har brug for det.
Med denne 4 minutters øvelse kommer du tilbage til roen og finder ny energi til at tackle hverdagen trods sygdom, bekymring eller andet.
Karen Krog Nielsen er psykoterapeut og snakker om stress, angst og depression, og hvordan man finder en måde at tackle det på. Hun fortæller, at man skal finde ny identitet som patient og dermed finde frem til det sted, hvor du kan få ro og healing. Karen foreslår at nervesystemet, er et godt sted at starte denne rejse.
Suzanne Jensen er Breathworks ekspert og her har hun lavet en super video, der fortæller lidt om det.
Stress Coach Janne Frøstrup Knudsen ved alt om stress. Hun har høj forståelse for, hvordan man kan komme af med noget af den stress, der kan sidde i kroppen og forværre helbredet. Janne foreslår denne åndedrætsøvelse på daglig basis og mere, hvis du har brug for det.
Med denne 4 minutters øvelse kommer du tilbage til roen og finder ny energi til at tackle hverdagen trods sygdom, bekymring eller andet.
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke om 4-4-4 øvelsen, som kan bruges, hvis du har søvnproblemer eller lige skal have ro i kroppen og hovedet igen. En let øvelse som kan gøre på stedet, hvor end du er.
Se videoen her, om en anden måde at lære på af Birgitte Svenstrup Klostergaard, læringskonsulent.
Sæt frustrationen udenfor døren. Birgitte går jeg dét at lære på en anden måde, end hvad der er den gængse. Mestring handler om at dit barn får de nødvendige redskaber til at løse en given opgave. Hendes udgangspunkt er, at alle kan mestre noget, men ikke alle mødes på en måde, der gør at de får muligheden for at lykkes – det vil hun gerne lave om på!
Hun opbygger sammen med dit barn fundamentet for at lære matematik. Hvis dit barn har svært ved matematik, er der stor sandsynlighed for, at det endnu ikke har lært det man må kunne og forstå for at lære matematik. Derfor er første skridt, at rydde op og få fundamentet på plads. Hvis dit barn op til flere gange har oplevet manglende mestring i skolen eller derhjemme når lektierne skal laves, er der en god chance for, at det har dårlige oplevelser med sig i bagagen. Så er det ikke noget at sige til, hvis både motivationen og selvtilliden har lidt et knæk.
Læs mere om Birgitte her
Man kan stadig lave motion og øvelser, når man sidder i en kørestol eller har brug for at gøre det fra en stol. Her fortæller Camilla, som er fysioterapeut, om nogle gode øvelser, du måske kan få gavn af. Kun kreativitet sætter grænser for det vi kan siddende, så lad os prøve at lave disse øvelser sammen med Camilla.
Patient in Focus har samarbejdet med Camilla, som er fysioterapeut. Her tilbyder Camilla nogle super fine men korte skånsomme øvelser de fleste af os kan lave, som kan styrk kroppen. Find din motions bold frem og vær med. Videoen varer kun 3 minutter.
Patient in Focus samarbejder med fysioterapeut Camilla for at hjælpe alle lige meget hvilke smerter og udfordringer du har. Her i denne 1 minuts video kan du lære, hvad du kan gøre hvis du har en af de dage, hvor alt gør ondt. Håber du vil være med. Lad os stå på et ben sammen.
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke om, hvad angst er.
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke, hvad stress egentligt er.
Psykolog Rikke taler om stress, og hvordan du undgår det.
Når ens helbred forværres pga. kronisk sygdom eller handicap, kan man risikere at levevilkårerne også svækkes. Mister man jobbet, venner og kæresten, kan depression træde til, og man kan blive efterladt med følelsen af at hver dag er søndag – og at der ikke er noget at se frem til elller stå op for. Her forklarer psykolog Rikke, hvordan man undgår, at hver dag bliver søndag.
WeCare er online psykologer, som forstå livet som patient eller pårørende kan være svært. Her fortæller psykolog Rikke om 4-4-4 øvelsen, som kan bruges, hvis du har søvnproblemer eller lige skal have ro i kroppen og hovedet igen. En let øvelse som kan gøre på stedet, hvor end du er.
Maibritt taler om hendes følelser ift det at være syg, det der skal laves om når man bliver syg, og styrken til at blive i livet. At vælge livet trods sygdom. En fantastisk og rå ærlighed fra en kronisk syg patient, som har en sund tilgang til tingene.
Mette fortæller om det at leve med kroniske lidelser og rygsmerter, og hvilke frirum hun har fundet, der virker for hende.
Prioriteringer handler ikke bare om at lære at prioritere. Det handler lige så meget om, at prioritere det, der giver dig glæde. Hør Zanna forklare på en fantastisk måde.
Maibritt deler den hårde sandhed om spiseforstyrrelser, og fortæller om hvordan hun passer på sig selv og ser håbet forude. Følg med i kampen mod overvægt.
Zanna taler om hendes liv med kroniske smerter igennem stort set hele sit liv. Hun har fat i den positive attitude, og hvordan man vender kroniske lidelser om til at være noget positivt. Denne video kan du ikke gå glip af.
Accept og positivitet er nøgler til det gode liv trods sygdom eller handicap. Her får du 5 gode råd fra patient til patient.
Allan Frøstrup, Health by Living fortæller, om hvor vigtig den mentale energi er for den råde tråd i livet som kronisk syg.
I dag arbejder Allen med at uddanne sig til Social og Sundheds Assistent (SOSU) og har valgt at tage en helt anden vinkel på livet trods sygdom.
Hør Allans fortælling om “Den Mentale Energi” her
Julie har lupus, men fortæller om mange forskellige ting og giver gode råd, som alle kan bruge. Lyt med og hør hendes historie.
Anne Sofie Hartmann er kronisk smertepatient og starten på et nyt liv begynder efter en bilulykke. Hør hende fortælling her og hvad hendes fremtids ønsker er til alle der er førere af en bil.
Allan har rygsøjegigt og er i gang med at uddanne sig til social og sundhedsassistent, en uddannelse som han ikke havde forestillet sig det muligt at gennemføre dengang med rygsøjlegigt skabte sig på det højeste og påkaldte sig allermest opmærksomhed.
Det er hårdt at leve med kroniske smerter og dem har Zanna mange af. Hør hendes historie her.
Maibritt taler om, hvorfor hun er Patient in Focus Frontrunner (ambassadør). Det er godt for dig og mig.
Sanne Jensen lever i hverdagen med SLE og hun bruger sin positive indstilling hverdag til at se det gode i den lille energi hun til dagligt har.
Sanne er Patient in Focus´ Frontrunner på Bonholm og hun er glad for sin hverdag med udeliv omkring heste.